I denne korte guide giver jeg dig et overblik over de forskellige måder, du kan annoncere på i Google Ads. Og mit bud på, hvad du bør starte med, hvis du ikke har prøvet det før.

To slags annoncering

Da jeg først startede med at arbejde med Google Ads, ja dengang det hed Google AdWords, fandtes der kun én type kampagne. Tekstannoncerne.

I dag findes der efterhånden mange kampagnetyper, men de falder i to grupper.

Den ene slags vises for folk, der allerede leder efter det, du sælger. Søger nogen på “vvs horsens”, er det som regel fordi de skal bruge en VVS’er.

Den anden slags opsøger folk, mens de laver noget andet. De ser video på YouTube eller tjekker mail, og din annonce viser sig frem, selvom de ikke har bedt om den.

Som ny annoncør vil min anbefaling næsten altid være at starte der, hvor kunden allerede leder. Det er der, pengene hurtigst kommer hjem igen.

Hvor møder kunden din annonce? KUNDEN LEDER EFTER DIG DU OPSØGER KUNDEN Søgekampagner tekstannoncer i søgeresultatet START HER Shopping produktkort med billede og pris START HER YouTube videoannoncer mellem videoerne Demand Gen billeder og video i feeds og bannere Performance Max én kampagne på tværs af det hele, styret af Google
De to slags annoncering i Google Ads. De blå kampagnetyper er dem, jeg anbefaler de fleste at starte med.

Søgekampagner - tekstannoncer i søgeresultatet

Søgekampagnen er den klassiske tekstannonce, der vises øverst i søgeresultatet, når nogen søger på de søgeord, du har valgt. Du skriver selv annonceteksten og betaler pr. klik.

Driver du en servicevirksomhed, eller vil du have henvendelser, er det her, jeg anbefaler at starte. Du fanger folk i det øjeblik, de aktivt søger efter det, du laver.

Sponsorerede Resultater Din VVS-forretning https://www.din-hjemmeside.dk › vvs VVS i Horsens - Hurtig hjælp og faste priser Autoriseret VVS med 20 års erfaring. Ring i dag og få et uforpligtende tilbud. Akut VVS  ·  Badeværelse  ·  Fjernvarme  ·  Kontakt os
Sådan ser en søgeannonce ud i søgeresultatet: afsender, overskrift, beskrivelse og links til undersider. Teksterne er et stiliseret eksempel.

Shopping-kampagner - produktkort med billede og pris

Har du en webshop, er Shopping-annoncerne dem, du kender som produktkort med billede, pris og butiksnavn øverst i søgeresultatet. De kræver et produktfeed i Google Merchant Center, som typisk kan sættes op direkte fra din webshop-platform.

Som søgekampagnerne betaler du som annoncør pr. klik. Så en person skal have søgt efter dit produkt og klikket sig videre ind på din webshop.

For at annoncere i Google Shopping findes der to typer - almindelig Shopping og Performance Max. Som ny annoncør anbefaler jeg at starte med den almindelige Shopping-kampagne. Den er dedikeret til Google Shopping, og du beholder kontrollen over kampagnen.

Sponsorerede Produkter Loungesæt Marbella, 4 per… 6.499,00 kr. din-webshop.dk Gratis fragt Havesofa i polyrattan, grå… 4.295,00 kr. din-webshop.dk Gratis fragt Cafésæt til altanen, 2 per… 1.899,00 kr. din-webshop.dk Gratis fragt
Shopping-annoncernes produktkort viser billede, pris og butik, før kunden overhovedet har klikket. Tallene er et stiliseret eksempel.

Performance Max - hele pakken, styret af Google

Performance Max er én kampagne, der viser annoncer på tværs af det hele: søgeresultatet, Shopping, YouTube, Gmail, Discover og Maps. Du afleverer tekster, billeder og produktfeed, og Google styrer resten.

Det kan fungere godt, men forskellen på Performance Max og de almindelige kampagner er kontrol. Google bestemmer, hvor annoncerne bliver vist, og hvordan budgettet fordeles mellem kanalerne. Derfor starter jeg som regel med de almindelige kampagnetyper, hvor vi selv kan styre, hvor pengene bruges, og se hvad der virker.

YouTube-annoncering

Videoannoncer før og under videoerne på YouTube. Det er kendskabs-annoncering. Du opsøger folk, der ikke leder efter dig, og det kræver en video, der fanger inden for de første sekunder.

Da det kræver videoindhold at lave YouTube-annoncering, er det sjældent dér, din rejse med Google Ads starter. Men nu ved du, at YouTube-annoncering altså også foregår igennem Google Ads.

Din virksomhed din-hjemmeside.dk Læs mere Sponsoreret din-hjemmeside.dk Spring annonce over
Videoannoncen afspilles før videoen med dit navn, dit link og mærket "Sponsoreret". Kan den springes over, får seeren knappen efter fem sekunder. Teksterne er et stiliseret eksempel.

Demand Gen - billeder og video i Googles feeds

Demand Gen viser billed- og videoannoncer i YouTube-feedet, Discover, Gmail og som bannerannoncer på millioner af hjemmesider. De klassiske bannerannoncer (Display-netværket) er Google i øvrigt i gang med at flytte herind, så de hører i dag også hjemme her.

Ligesom YouTube er det opsøgende annoncering, og den fungerer bedst, når du ved præcis, hvem du vil vise dig frem for, fx folk der tidligere har besøgt din hjemmeside.

Annonce Sommertilbud på loungesæt din-webshop.dk Se mere
Bannerannoncen ligger inde på de hjemmesider, dine kunder alligevel besøger, markeret med "Annonce". Teksterne er et stiliseret eksempel.

Der findes også App-kampagner, men de er kun relevante, hvis du har en app, der skal hentes.

Smart-kampagner - den, Google selv foreslår dig

Opretter du selv en ny konto, vil Google typisk først tilbyde dig en Smart-kampagne, hvor det meste er automatiseret. Den vil jeg fraråde helt.

Du kan nemlig ikke styre, hvilke søgeord dine annoncer bliver vist på. Så risikerer du, at Google bruger pengene på søgninger, der ikke er relevante for din virksomhed.

Jeg har set eksempler på de her setup, hvor Google for en psykolog pludselig viste annoncer for personer, som søgte efter “bilka” og “parkeringsvagt”. Så selvom Google bliver bedre til automatisering, er kontrol stadig vigtig, og det får du ikke gennem den her kampagnetype. Vælg i stedet en af de almindelige kampagnetyper ovenfor, selvom de kræver lidt mere opsætning.

Hvad skal du så starte med?

Helt konkret vil min anbefaling være:

  • Webshop: start med en almindelig Shopping-kampagne, og supplér med en søgekampagne på dine vigtigste produkter eller mærker.
  • Servicevirksomhed eller fysisk butik: start med en søgekampagne på de søgeord, dine kunder faktisk bruger.

Din allerførste kampagne kan være noget så simpelt som ét søgeord og én annonce. Er du et VVS-firma i Horsens, så start med søgeordet “vvs horsens”. Resten kan komme senere.

Begge steder gælder det samme. Brug pengene der, hvor kunden allerede leder efter dig, og vent med resten, til grundlaget kører.

Er du i tvivl om, hvad der passer til din forretning, så tøv ikke med at kontakte mig til en indledende snak.

Se hvilke ydelser
jeg tilbyder
Spørgsmål?
Kontakt mig